Kommunalvalget 2013 var det sædvanlige cirkus, som nogen kalder demokrati. Partier poster deres hemmelige penge, som ingen må vide hvor kommer fra, ud i annoncer, kampagner, morgenbrød, slik, bannere, plakater og andet gøgl, for at få vælgernes opmærksomhed i et par uger – resten af tiden er de ret så ligeglade.
Så snart valget var overstået den 19. november, glemte kandidaterne alt om partierne der stod bag – både økonomisk, praktisk og politisk. Mange steder hoppede valgte byrådsmedlemmer over til andre partier eller blev løsgængere, og gjorde dermed flere tusinde vælgere, der havde stemt på et bestemt partis politik, totalt til grin. Partihopperne virkede enten ligeglade eller arrogante – efter den 19. november var vælgerne åbenbart ligegyldige.
At kalde denne handling for demokratisk eller moralsk acceptabelt går over min forstand. Det logiske må da være, at hvis man ikke vil bestride den post vælgerne har givet, så må man træde ud af byrådet, og give pladsen til partiets suppleant. Alt andet er da dybt udemokratisk.
Problemet skal jo også ses hos de partier, der tager imod disse partihoppere. Hvis de nu bare sagde nej, så var vælgerbedraget måske ikke så stort? Enhedslisten tager f.eks. ikke imod partihoppere. Ønsker de at sidde i byrådet for Enhedslisten, skal de stille op for Enhedslisten, og derfor må de vente på næste valg. Man kunne ønske at andre partier skrev dette ind i deres vedtægter, ligesom Enhedslisten.