FN’s verdensmål: Afskaf fattigdom

Enhedslisten glæder sig lige som Dansk Folkepartis Søren Rasmussen over, at et enigt Regionsråd i Syddanmark vil arbejde for FN’s 17 verdensmål.

Det glæder os især, at Dansk Folkeparti også ønsker at arbejde for det første mål på listen, som handler om at afskaffe fattigdom. Målet er, at andelen af befolkningen, som lever under den nationale fattigdomsgrænse, skal halveres.

Antallet af fattige danskere er mere end fordoblet efter indførelsen af kontanthjælpsloft, integrationsydelser og 225-timers-reglen. Over 50.000 danskere og 10.000 børn er i dag fattige, ifølge OECD’s definitioner, som de fleste benytter sig af.

At regeringen i 2015 valgte at afskaffe begrebet fattigdom, gør ikke antallet af fattige i Danmark mindre. Det er derfor glædeligt at Regionsrådet og også Dansk Folkeparti vil arbejde for FN’s verdensmål, og målet om at gøre noget ved fattigdommen i Danmark. Første skridt må være at arbejde for en tilbagerulning af fattigdomsydelserne.

Læserbrev bragt i Jydske Vestkysten, 29. juni 2018