Ja, der skal forskes mere i ulighed i sundhed, så vi kan finde ud af præcis hvordan sygehuse, læger m.fl. påvirker uligheden i den ene eller anden retning.
Derfor var det også beskæmmende, da alle partier i regionsrådet undtagen Enhedslisten for et år siden vedtog at skære den frie forskningspulje med hele 1 mio kr. – penge som netop går til forskning i ulighed i sundhed. Regionsrådet ønskede i stedet at pengene skulle bruge som præmiepenge i en TV-konkurrence!
Ulighed i sundhed har ikke høj prioritet, når det kommer til praktisk handling i regionen.
Men stærk kommentar fra professor Morten Sodemann, ndvandrermedicinsk Klinik i Odense:
“Kontanthjælpsloft, integrationsydelsen, tolkegebyret, faldende antal praktiserende læger i udsatte by- og landområder og tobakspriser er oplagte eksempler på, hvordan ulighed i sundhed kan skabes af politiske beslutninger.
Fysioterapi koster det samme uanset indkomst. Patienter, der bor inden for 45 kilometer af sygehuset, skal selv betale for transporten, men det er den samme pris uanset indtægt, og 150 kroner til en returbillet for at få taget en blodprøve på nærmeste sygehus er en helt urealistisk udgift på kontanthjælp.
De fattige og kortuddannede ville ikke være nært så dyre at hjælpe, hvis sundhedsvæsnet var indrettet lige så godt til dem, som det er til de rige og veluddannede. Som det er nu, gør vi sårbare mere sårbare og de veluddannede mere syge, end de er.”