Salg af kritisk infrastruktur har konsekvenser

Hele fem gange fra maj til august var TDC’s telefonsystem nede i Region Syddanmark. Dette medførte kritiske situationer for ambulancer og sygehuse, der kunne have endt helt galt.

Der er ingen tvivl om, at tele- og mobilnettet er kritisk infrastruktur i det moderne Danmark. I sundhedsvæsenet er det alt fra 112, lægevagten, overfaldsalarmer, visitationer, pacemakere, tilkaldefunktioner og intern kommunikation på sygehusene bliver berørt, når TDC’s systemer ikke fungerer.

Kritisk infrastruktur bør være offentligt ansvar, og ikke sælges til kapitalfonde og formueforvaltere som det desværre er sket på flere områder de seneste år. Fondene har kun ét formål med opkøb af infrastruktur: At tjene penge.

Hovedaktionæren i TDC er i dag australske Macquaires, der bl.a. er kendt for den efterhånden berømte svindel med udbytteskat mod flere statskasser i Europa. Og en anden af metoderne til at få hurtig profit ud af de selskaber man har investeret i, er ved at slække på nødvendig vedligehold og sikker drift.

Vi har i Danmark en lang tradition for, at vores kritiske infrastruktur er ejet af fællesskabet, og lad os endelig komme tilbage til det. At kapitalfonde og formueforvaltere skal tjene penge på noget så vigtigt, er simpelthen for farligt!

https://www.tv2fyn.dk/artikel/tdc-undskylder

https://www.jv.dk/…/Regionen-kraever-klare-…/artikel/2748752