Besparelser venter i Region Syddanmark

I Region Syddanmark er vi så småt begyndt at tænke på budgettet for 2021. Det første budgetseminar er afholdt, og det ser ud til at blive en svær øvelse.

Danske Regioner og regeringen indgik i slutningen af maj en aftale om regionernes økonomi. Enhedslisten stemte som det eneste parti imod aftalen.

For Region Syddanmark betyder aftalen, at der kommer 289 mio. kr. ekstra i indtægter. Men mange af pengene er regionens egne, som skal findes ved hjælp af besparelser – altså rene papirpenge. Dertil kommer, at regionen har øgede udgifter til flere ældre, nye behandlinger og dyrere medicin. Og så har vi slet ikke nævnt udgifter til Covid-19, hvor det stadig er usikkert hvor mange der bliver dækket af staten.

Resultatet er, at Region Syddanmark som følge af aftalen skal ”effektivisere” for 90-110 mio. kr. næste år. Når alle de ekstra udgifter er betalt, vil der så være 20-30 mio. kr. til nye initiativer, som skal forhandles budgettet til august. Det er dog sandsynligt, at de penge vil være snuppet af medicinalindustrien inden – deres priser og profit bare stiger og stiger.

Sundhedsvæsenet har været udsat for meget i 2020, og personalet har trukket et stort læs. Det blev ”belønnet” med en aftale, der giver færre penge end sidste år, og som vil føre til nedskæringer og effektiviseringer i de enkelte regioner og på de enkelte sygehuse, også i Syddanmark.

Det er altså et dårlige udgangspunkt for budgetforhandlingerne i Region Syddanmark. Det bliver svært at sikre bedre forhold for de ansatte, patienterne, miljøet eller den kollektive trafik.