Budgetaftalen løser ikke de ansattes problemer

Budgettet for 2021 vedtaget i Region Syddanmark – kun Enhedslisten stemte imod.

Der er to hovedårsager til at Enhedslisten ikke kunne acceptere budgettet:

Der lægges op til, at flere opgaver skal flyttes fra vores offentlige sygehuse til private specialpraksis, altså en rendyrket privatisering af sundhedsvæsenet. Der sættes endda millioner af til det, da opgaverne bliver dyrere på den måde. Den blå del af regionsrådet var yderst tilfreds med den udvikling – i Enhedslisten vil vi ikke acceptere en sådan udflytning.

Men det vigtigste er, at der skal gøres noget ved de ansattes arbejdsforhold. Regionens medarbejdere på sygehusene løber alt for stærkt, hvilket går ud over både arbejdsmiljøet og patientsikkerheden. Årtiers besparelser og effektiviseringer kombineret med nye opgaver og dårligere patienter har gjort, at arbejdstilsynet har givet flere påbud rundt omkring. Dette blev ikke prioriteret højt nok i budgetaftalen.

Enhedslisten så gerne, at man prioriterede alle de ekstra sygeplejesker, som finanslovsaftalen gav, til at nedbringe arbejdspresset på de belastede afdelinger. Men de øvrige partier havde travlt med at finde på ny (og ganske udmærkede) projekter til de nye medarbejdere.

Hvordan man havde tænkt sig at rekruttere og fastholde nye medarbejdere, når situationen ikke forbedres, er os en gåde. Der skal efter vores mening flere hænder til, for at forbedre arbejdsmiljøet.

Vi havde skam også finansieringsforslag til ekstra personale ud over sygeplejerskerne: Drop det unødvendige parkeringshus i Esbjerg, og drop de mange millioner der skydes i udvikling af personlig medicin, som ingen rigtig kan få til at give resultater.

Men heller ikke denne gang blev Enhedslistens ønsker imødekommet i forhandlingerne – synd for personalet og patienterne.