EU-lobbyisme for millioner

På dagens regionsrådsmøde stemte alle partier undtagen Enhedslisten for, at bevillige 4,9 mio. kr. til “Det Syddanske EU-kontor”. Formålet er, at man “skaber adgang til viden hos europæiske samarbejdspartnere” og “skaber forudsætninger for og bidrage til projektudvikling ifm. hjemtag af EU-midler.”

Altså, EU-lobbyisme der skal skaffe private virksomheder i regionen flere EU-penge (fra en begrænset mængde midler) i konkurrence med andre europæiske regioner, der sikkert også bruger millioner på lobbyisme. Ganske som f.eks. ungdomsuddannelserne, når de bruger millioner af kroner på markedsføring overfor de samme unge.

Derudover besluttede alle partier undtagen Enhedslisten, at regionen bruger over 0,5 mio. kr. årligt på medlemsskab af det såkaldte STRING-netværk. Det skal “øge Region Syddanmarks indflydelse på EU’s dagsorden” – altså igen penge til lobbyister. Og igen en forkert prioritering, efter vores mening.