Der er kø ved håndvasken

Læserbrev i Jydske Vestkysten, bragt den 1. november 2021, af Lars Mogensen (EL), regionsrådsmedlem:

Regionsvalget står for døren, og det har i den grad fået regionsrådskandidaterne på banen. Sundhedsvæsenet er til debat, og alle vil gøre det bedre end hidtil.

Vi er alle enige om, at personalet har for lidt tid til patienterne og har et alt for stort arbejdspres. Men det skyldes jo den første politik i Regionsrådet og i Folketinget gennem mange år. En politik som flertallet aktivt har støttet gennem økonomiaftalerne med skiftende regeringer og vedtagelsen af de regionale budgetter.

Sygehuse og andre institutioner har i årevis været presset, og det bliver værre år for år. Sundhedsvæsenet er underfinansieret med ca. en milliard kroner årligt, og en helt bevidst politik handling. Det betyder at der skal løbes hurtigere, arbejdsglæden forsvinder og patienter udskrives tidligere. Personalet flygter, og det er svært at rekruttere nye, uanset hvor mange vi uddanner.

I Enhedslisten har vi længe råbt op om disse forhold, og vi har derfor ikke lagt stemmer til yderligere forringelser på området. Derfor har vi som de eneste sagt nej til regeringen elendige økonomiaftaler og Region Syddanmarks budget, som viderefører besparelserne og øger arbejdspresset for sundhedspersonalet.

Vi undrer os derfor over den pludselige åbenbaring som mange kandidater har fået, selvom problemerne rækker mange år tilbage. Lad os håbe den stadig er vilje hos de store partier til at gøre noget ved det efter valget. Der er brug for flere ressourcer, og det haster.