Der løbes for stærkt

“Sygehusets topchef erkender svigt: Vi burde have lyttet noget bedre til de ansatte.”

Ja, det er altid en god idé at lytte til de ansatte – det burde være en selvfølge. Og ja, direktionen burde have handlet noget før. Men det ændrer ikke på det helt grundlæggende problem:

Der mangler ressourcer på vores sygehuse, og de ansatte løber alt for stærkt.

Det viser den ulykkelige sag fra ældreafsnittet på Aabenraa sygehus også.

Yngre læger har tidligere kritiseret både bemanding og arbejdsmiljø på afdelingen, ligesom pårørende også beretter om personale, der har alt for travlt.

Når den ledende overlæge opfordrer læger til at tilse patienterne gennem et vindue fra gangen, er det et billede på hvor presset man er på tid. Det må selvfølgelig ikke ske, og der skulle have været råbt op. Når det ikke skete, eller det blev ignoreret, kom disse uværdige forhold desværre aldrig frem.

Det gjorde det til sidst i denne sag, og direktionen har reageret, øget bemandingen, tilkaldt arbejdstilsyn og styrelsen for patientsikkerhed og også fyret den ledende overlæge. Men generelt mangler der stadig ressourcer, og der løbes stadig for stærkt i sundhedsvæsenet, så problemerne er langt fra løst.

https://jv.dk/artikel/sygehusets-topchef-erkender-svigt-vi-burde-have-lyttet-noget-bedre-til-de-ansatte