Suspendering af udredningsretten og behandlingsgarantien fører til øget privatisering

Forretningsudvalget og regionsrådet holdt helt ekstraordinært møde den 23. december. Anledningen var, at Folketingets epidemiudvalg har besluttet at give regionerne mulighed for at se bort fra ret til hurtig udredning og det udvidede frie sygehusvalg – også kaldet udredningsretten- og behandlingsgarantien.

Vores sygehusvæsen er helt i knæ på grund af årtiers forfejlet politik, så Enhedslisten kunne sagtens bakke op om, at Region Syddanmark følger epidemiudvalget og fjerner patientrettighederne midlertidigt.

Men det var desværre ikke nok for Regionsrådet. Der blev sneget ind i beslutningen, at de private skulle have bedre mulighed for at overtage behandlingerne fra det offentlige.

Det er noget der kommer til at koste ekstra, uanset om det nu er regionen eller staten der kommer til at betale i sidste ende.

Men det værste er, at det fuldstændig underminerer bemandingen på de offentlige sygehuse. Vi har lige vedtaget en vinterpakke, der gav et økonomisk plaster på såret for de hårdt prøvede ansatte. Nu gør man så det modsatte ved at gøre det attraktivt for de private at rekruttere personale, som vi i forvejen har mangel på.

De private laver kun de behandlinger, der kan betale sig for den. Hvad betyder det så for patienterne? Bliver de “lette” behandlinger prioriteret før de “svære”? Vil det give endnu mere ulighed i sundhed?

I Enhedslisten synes vi det er et skridt i den helt forkerte retning at hjælpe de private til mere aktivitet på bekostning af vores hårdt prøvede offentlige sundhedsvæsen. Og vi kunne derfor ikke stemme for forslaget, selvom vi går ind for at fjerne patientrettighederne midlertidigt.

Se beslutningen her: https://dagsordener-referater.regionsyddanmark.dk/vis?id=5287aa4f-519a-4f9d-9d79-623a2c2d7f53